De kreative virksomheder skal markedsføre sig bedre


Meget tyder på, at de kreative erhverv i Midtjylland kan øge væksten ved at arbejde mere målrettet med markedsføring, det fremgår af NyXs analyser.

Midtjyllands kreative virksomheder er ikke særligt fokuserede på markedsføring. Det viser tal fra en kortlægning af de kreative erhverv i Region Midtjylland, som konsulentfirmaet NyX har foretaget.

Kun 15 % af virksomheder i den kreative sektor peger på, at markedsføring har haft væsentlig betydning for udviklingen af deres forretning i de sidste tre år.

Men undersøgelsen viser også, at det kreative erhverv gerne vil have, at kendskabet til deres virksomheder og produkter bliver større. Således angiver en tredjedel af virksomhederne, at de har et væsentligt behov for at tilegne sig kompetencer i forhold til markedsføring og salg.

Markedsføring fører til vækst

At markedsføring sandsynligvis vil føre til øget vækst for de kreative virksomheder viser tal fra kortlægningen. I rapporten har Nyx lavet sammenligninger mellem hele sektoren og de virksomheder, der har den største vækst. Tallene tyder på, at fokus på markedsføring vil være en god ide. I forhold til hele branchen er der således dobbelt så mange af vækstvirksomhederne, der peger på,  at markedsføring i høj grad har spillet en rolle for virksomhedens udvikling de sidste tre år.

Vi bliver ikke forstået

Større fokus på markedsføring vil også kunne bidrage til at løse et andet problem. Rigtig mange virksomheder i den kreative sektor oplever, at deres erhvervskunder ikke forstår, hvordan kundens eget produkt kan få tilført værdi med hjælp fra den kreative virksomheds ydelse. 80% af de kreative virksomheder i regionen oplever, at denne problemstilling i et eller andet omfang er en begrænsning for virksomhedens udvikling.

Del med dine venner:
  • email
  • Add to favorites
  • Facebook
  • LinkedIn
  • MySpace
  • Google Bookmarks

Efterlad en kommentar